Lasse i Manila - Filipinerne

D. 13/10-2011

Manila – Filippinerne

Indflyning til Manila

 Når man lander i Manilas internationale lufthavn går det hurtigt op for en at man ikke længere er hjemme i god gamle, effektive og trygge Singapore.

Lufthavnen er for øvrigt opkaldt efter en tidligere oppositionsleder (Benigno "Ninoy" Aquino, Jr.) der blev likvideret i lufthavnen da han vendte tilbage til Manila i 1983 for at stille op til præsident valget.

Man opdager hurtigt man ikke længere er i ”Vesten”. Selve processen bare når man står i ankomsthallen kræver at man taler med mindst 15 forskellige mennesker og udfylder formularer om moms, koner, skat og entry/exit visum, så man bliver helt blå i hovedet. Man skal også huske at medbringe 750 Pesos for at få lov til at forlade landet igen bare for en god ordens skyld. Men efter halvanden times bureaukrati sad jeg endelig i en taxa på vej til Hotellet.

Billede er taget fra taxaen

Nej Filippinerne er et u-land på godt og ondt, men med et enormt potentiale. Landet er gennemtværet af korruption, ud af til fremstår landet demokratisk med en folkevalgt Præsident og det hele, men diverse Præsidenter har ikke været blege for at anvende valgsvindel, dødspatruljer og andre midler såsom undtagelsestilstand i flere dele af landet for at fastholde magten. Regeringen i Manila har også bøvl med væbnede kampe med muslimske frihedskæmpere (terrorister) i den sydlige del af landet der af historiske grunde har været domineret et muslimsk mindretal, den del af landet skal man som turist holde sig fra. 

Landet blev oprindeligt koloniseret af Spanierne tilbage i 1500-tallet, derfor er størstedelen af befolkningen i dag katolikker, men i dag nationalsproget er Engelsk da Spanien solgte Filippinerne til USA efter den Spansk-Amerikanske krig i staten af 1900-tallet. Under Anden Verdenskrig blev Filippinerne invaderet af Japanerne, men amerikanerne fik i kampene i Stillehavet smidt Japanerne ud i 1945 og Filippinerne opnåede således selvstændighed i 1946. 

Ved ankomsten til Hotellet kunne man hurtigt se at man ikke længere var i Singapore.
Taxaen blev tjekket for bomber af 3 mænd og en sød lille bombehund (K-9 Unit), og der var væbnede vagter overalt med forskellige former for pistoler og maskingeværer. Men man vender sig hurtigt til metal-detektorer og bevæbnede vagter både uden for Starbucks, og udenfor og indenfor ved kontoret hvor vi holdte møder. Selve Manila er som en gennemsnitlig asiatisk storby, beskidt enormt hektisk og uden noget egentligt centrum. Der er enorme kontraster i Manila, de rige bor i stor fede huse eller nogle af de lækre lejlighedskomplekser med svømmepøl og det hele, mens de fattige bor på gaden eller hvis de er heldige i et lille blikskur. Det var bestemt ikke nogen rar fornemmelse at se børn helt ned på Kaspers alder ligge og sove på gaden med deres forældre. Så man følte sig rigtigt som et hvidt svin der kunne tage tilbage på ens fine hotel og kigge ud over golfbanen og Manilas skyline, men hvis man så lidt mere til venstre kunne man se slummen og diverse farvestrålende blikskure.

På trods af de mere harske elementer af min tur, der jo ikke var nogen oplevelses tur men en forretningsrejse ser jeg frem til at vende tilbage dertil på ferie. De lokale var gode til engelsk og enormt venlige og rare og imødekommende, de er helt vilde med amerikansk rock fra 60’erne og 70’erne, og landet er forsat enormt amerikaniseret da USA fastholdt deres store militær og flådebaser på Filippinerne efter den Anden Verdenskrig.    

De lokale dernede har anbefalet forskellige steder vi skal tage hen på øerne på ferie (der er 7000 i alt). Man kan efter sigende opleve nogle af de bedste dykker og snorkel steder i verden dernede så glæder mig helt sikkert til at vende tilbage dertil som turist.

//Lasse

Ps. hvis man ønsker at besøge en bank i Manila skal man lige aflevere skydevåben og slukke sin telefon inden - så er sikkerheden iorden.