Thaipusam - uegnet for børn

D. 5/2-2012

Alligevel har vi besluttet os for at fortælle jer om en enkelt oplevelse - en af de største kulturelle oplevelser, vi nogensinde har haft. Ironisk nok er den indiske og hinduistiske festival Thaipusam blevet forbudt i Indien paa grund af dens voldsomme karakter (se blot paa billederne, der ikke lige just er for sarte sjæle), men i Singapore (hvor der er dødsstraf for at ryge en joint og store bøder for at smide affald på gaden og for at tygge tyggegummi) findes Thaipusam stadig – og endda i den bedste velgående. Denne indiske begivenhed finder sted en gang årligt i enten Januar eller Februar måned. I år var det så i Februar måned, og endda en mandag. Derfor fik Lasse og jeg os et gevaldigt chok, da vi i mandags på vej til arbejde var på vores sædvanlige bustur ud til Siemens.

Historien bag festivalen er så vidt vi har forstået det og i groft forenklet form, at de hinduister, der vælger at deltage i festivalen på allermest inkarneret vis ved at pierce deres krop med kroge, nåle, spyd og al mulig andet, gør det for at give det ypperste offer til deres guder: Dem selv!!. Det er en måde at tilbagebetale sin kosmiske gæld til guderne, hvis man føler, at ens bønner er blevet hørt. De modige deltagere lader sig så udsmykke paa smertefuld vid under stor festivitas med masser af mennesker, larm, bønner, røgelse, musik og sang omkring sig. Det er et stort spektakel, og når deltagerne er klar til enten at trække udsmykkede vogne efter sig med kroge sat fast i deres ryg eller til at vandre gennem gaderne med en kæmpe fjerprydet ståldragt piercet ind i mave, ryg og arme - ja så går optoget i gang .

Alt dette måtte vi opleve fra vores bussæde denne ellers fredlige mandag morgen! Det var ganske forfærdeligt, at køre forbi, og det var nærmest umuligt at udgå at se.

Fra et hindutempel til et andet (ruten er i alt 4 km) går den ene stærkt hengivne hinduist efter den anden efterfulgt af et stort følge af familie, venner og turister og andre nysgerrige sjæle på afspærrede veje. Der er musik og sang hele vejen, og overalt er der opstillet boder, der deler mad og drikke ud til alle forbipasserende. Når deltagerne langt om længe ankommer til destinationen - ofte i trancelignende tilstand - stiger stemningen til kogepunktet, nør der bliver røbt og sunget for fuld kadaffi og thaipusam'erne endelig kan lade sig synke ned på knæ i total udmattelse og få fjernet kroge og spyd og alt mulig andet fra deres kroppe. Hermed har de via deres store offer opnået en slags helgen-agtig status hos andre hinduister, der kaster sig for deres fødder og lader sig velsigne.

Det var en kraftfuld og kæmpemæssig oplevelse, som vi sent vil glemme!! Vi var blot glad for, at vi ’kun’ observerede begivenhederne fra bussen.