D. 10/03-2012
De 100.000 mennesker, der bor fast på Langkawi, repræsenterer en næsten lige så stor mangfoldighed som flora og fauna. Øerne ligger ved historisk betydningsfulde vand- og handelsveje, så her er ”blod” fra malajer, kinesere, indere, europæere, arabere, indonesere m.fl.
Handelsmænd fra Sumatra bragte risplanten til Langkawi, og briterne kom med gummitræet. Sammen med kokospalmer og fiskeri udgjorde det livsgrundlaget frem til 1987, da Langkawi blev toldfrit område, og turisterne væltede ind - i dag i et antal af to millioner om året, men det gør ikke øerne over-turistede. Charterflyvning er stærkt begrænset, og der må ikke bygges flere hoteller ved strandene. Malaysierne ønsker ikke en kopi af den masseturisme, som præger Thailand, der begynder kun et langt stenkast nord for Langkawi.
Vi møder langkawierne i flere sammenhænge på vores tur:
- som hjælpsomt og venligt personale langt over det gennemsnitlige på hoteller og restauranter.
- som turistindustriarbejdere i Pantai Cenang, Langkawis største forlystelsesområde med barer, restauranter og butikker med souvenirs.
- som ”sig selv” på et bugnende aftenmarked i Ayer Hangat (har vi ladet os fortælle), et af øens tre større bysamfund. Her sælges til små penge alle slags dagligvarer fra interimistiske boder, men især lokal mad, som får tænderne til at løbe i vand.
- som fritidsmennesker i Oriental Village, hvorfra en stejl svævebane går op på Macinchang-bjerget 706 m.o.h. Svæveturen byder på formidabel udsigt over den sydlige og vestlige del af øriget, og fra toppen kan man se så langt mod nord som til den thailandske ferieø Phuket. Vi trøster os lidt med, at flere af øboerne har højdeskræk som os selv, men glæder os samtidig oprigtigt over, at i svævebanen har vi lige så meget luft under vingerne som den hvidbrystede havørn, der dykkede efter kyllingeskind ved Kilim.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar