D. 6/4-2012
Ganske tidligt næste morgen tog vi en taxa til lufthavnen. 45 minutter efter take-off landede vi på østkysten. For at komme til Semporna, skulle vi kører en times tid. Men selvom vi begge var trætte og sultne gik tiden ganske hurtigt. Køreturen i sig selv var ganske spændende, da de gæve malayer har til vane at køre en lille smule for strækt og overhale en del. Dog ikke så slemt som i Thailand. Så vi holdte begge et vågent øje med vejen og vores chauffør. Landskabet var dækket til med gummi, kakao og oliepalmer. I særdeleshed oilepalmerne fangede vores opmærksomhed, de var overalt.
En times tid senere ankom vi til Semporna. Byen i sig selv var ikke videre flatterende, egentlig på grænsen til at være ganske ulækker. Det lugtede væmmeligt og der var skrald over alt – og den egentlige grund til lugten. Men vi var selvfølgelige optimister, og fandt vore hotel, Sipidan In, som lå ganske centralt i byen. Vi fik vores værelse, og gik herefter på opdagelse i byen. Da vi havde planer om, at komme ud at snorkle selv samme dag.
Byen var som beskrevet ikke videre flatterende. Men på samme tid ganske interessant. Det var helt tydeligt at se diverse forskelle, især imellem rig og fattig. Byen var primært bestående af dykker-forretninger og små markeder hvor man solgte diverse skrammel, ’tøjforretninger’ som var gamle laser smidt i bunker. Meget forskelligt fra trygge Singapore. Men spændende.
Vi gik en god tur langs vandet og vendte tilbage til centrum igen, da vi desværre ikke kunne komme på snorkle-tur denne dag, da alle både sejler aftsted tidlig morgen. På vejen tilbage mod centrum fik vi øje på et fiskemarked. Som vi selvfølgelig lige ville se nærmere på.
Der var store, små, slimede, parterede, grønne, plettede og ganske sjove fisk. Som blev forhandlet af lokale søsigøjnere. Søsigøjnerne lever deres egen kultur på havet i forfaldne tråbåde og er meget fattige. Derfor var der ligeledes også en masse små børn som der tiggede. Da Lasse og jeg tilsyneladende stod noget ud af mængden, som de eneste med et europæisk-udseende, var vi hurtigt omsværmet af små forhutlede børn som der tiggede om penge. Vi besluttede os derfor at gå igen, da det simplethen var for hjerteskærende at se og høre.
Vi bevægede os i stedet op til et lille marked hvor de solgte de lækreste frugter og grøntsager. Synet af de lækre frugter og grøntsager, mindede os igen om, at det var på tide at finde noget mad. Men hvor pokker skulle man da finde noget at spise? Vi gik lidt og fandt en okay restaurant. På restauranten faldt vi over en brochure, som beskrev en bådtur, hvor man både ville se krododiller, ildfluer, fugle og næseaber. Ikke værst. Så vi besluttede os på at tage med på tur selv samme eftermiddag.
Vi kørte et lille stykke vej, hvorefter vi blev sat af midt ude i junglen. Vores guide fulgte os ned til vandet, og inden længe var vi ombord og ned langs floden for at finde de yderst sjældne næseaber som kun lever frit på Borneo.
 |
| Et billede vi har 'lånt' fra nettet |
De er nu egentlig meget sjove de næseaber, sjove ser de i hvert fald ud. Han næseaben har en kæmpetud, der kan blive næsten 20 cm lang. Den hænger og dasker ned foran munden på ham, så han bliver nødt til at holde den til side, når han skal spise. Når hannen bliver vred, svulmer kæmpe næsen op og bliver ildrød. Er der fare på færde udstøder han høje advarselstrut, hvilket får tuden til at stritte lige ud i luften. Pga. den store tud og tykke mave har folk på Borneo kaldt næseaben for ’hollænderen’.
Hunnerne synes, at hannernes næse er meget flotte og tiltrækkende (heldigvis). Hanner med stor næse får de fleste hunner.
Grunden til at næseaberne har så stor en mave er, at de lever af blade. Blade er svære at fordøje, og derfor må aberne proppe sig med store mængder (forstil dig, at du skulle leve af rucola-salat!). Derfor ligger næseaberne og slår mave det meste af dagen. Når de fordøjer, får de så meget gas i maven at maveskindet bliver splittet ud, som var de gravide. Næseaber kan faktisk ikke tåle at spise modne frugter. Det ville give dem så meget luft i maven, at de ville kunne dø af det.
Efter omkring to timerssejlads har vi endnu ikke set skyggen af en næseabe, og næsen hænger lidt mens vi nyder selve turen i regnskoven. Vores guide giver det et ekstra forsøg og endelig ser vi dem lege oppe i trækronerne. Vi var ikke tæt på, men der var ingen tvivl: Det var næseaber!
Tilfredse sejler vi videre, da næste stop er en lille ø, hvor vi skulle se flagermus (Stor Flagermus som de kaldes). På vejen til øen så vi solnedgangen over junglen og vandet.
Efter at have stiftet bekendtskab med de største flagermus vi nogensinde havde set gik turen igen mod land, hvor der ventede os lidt aftensmad.
Tilbage på land fik vi serveret et palmeblad med en masse grillede stykker kød, ris og lidt sovs. Der var ingen af os der anede hvad vi spiste. Men det smagte herligt! Dog har jeg altid holdt på, at jeg ikke kunne fordrage blæksprutte, dog kunne Lasse så fortælle, at det store grønne og lidt brændte stykke kød var blæksprutte – sørens også, så kan jeg ikke bruge den længere!
Efter måltidet kørte vi igen tilbage til hotellet, og gik tidligt til ro, da vi skulle på dykkertur tidligt næste morgen.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
